Sådan kontaktes Domstolen for at indgive en anmodning om et midlertidigt retsmiddel
Justitssekretariatets personale modtager anmodninger om midlertidige retsmidler mandag til fredag fra kl. 8.00 til kl. 16.00 (lokal tid i Strasbourg). Anmodninger, der modtages efter kl. 16.00, behandles ikke samme dag. Anmodninger, der modtages i weekender og på offentlige helligdage og andre fridage, behandles ikke på disse dage, men først den næste arbejdsdag (se listen over helligdage og andre fridage).
Anmodninger bør sendes via ECHR Rule 39 Site, pr. fax eller pr. post. Domstolen behandler ikke anmodninger, der sendes pr. e-mail.
– via ECHR Rule 39 Site: Webadressen er https://r39.echr.coe.int. Se yderligere oplysninger nedenfor.
– via fax: pr. fax: De særlige numre til indsendelse af anmodninger er: +33 3 90 21 43 50 og +33 3 88 41 39 00.\nDet anbefales, at faxer på over 10 sider sendes i flere dele, så de kan modtages og behandles under de bedst mulige forhold.
– pr. post:
European Court of Human Rights
Council of Europe
67075 STRASBOURG CEDEX
FRANCE
Alle anmodninger, der sendes pr. fax eller pr. post, bør markeres med fed skrift på anmodningens forside således:
\n«Rule 39 – Urgent\nKontaktperson (navn og kontaktoplysninger): …»
I sager om udvisning eller udlevering bør følgende også angives:
\n«Planlagt dato og tidspunkt for udsendelsen samt bestemmelsessted: …»
Anmodninger bør normalt modtages snarest muligt efter, at den endelige nationale afgørelse er truffet, så Domstolen og dens Justitssekretariat får tilstrækkelig tid til at undersøge sagen. Domstolen vil muligvis ikke kunne behandle anmodninger i udvisnings- eller udleveringssager, som modtages mindre end én arbejdsdag før det planlagte tidspunkt for udsendelsen.
Nærmere oplysninger om indgivelse af anmodninger via ECHR Rule 39 Site
ECHR Rule 39 Site må udelukkende bruges til at indgive anmodninger om midlertidige retsmidler til Domstolen i medfør af regel 39 i Domstolens procesreglement. Indsendelser, der ikke vedrører anmodninger om midlertidige retsmidler, vil ikke blive undersøgt, og sådanne indsendelser på siden lukkes straks.
Siden bruges til korrespondance med de klagere, der har indgivet deres anmodninger via siden, indtil der er truffet afgørelse om anmodningen om midlertidige retsmidler. Korrespondance via siden, herunder meddelelse om enhver administrativ eller retslig afgørelse, sendes ikke med almindelig post. Domstolen bruger ikke siden til at kontakte klagere, som har indgivet deres anmodninger på anden måde, dvs. pr. fax eller pr. post.
For at indgive anmodninger skal klagere gøre følgende (obligatorisk):
• Udfylde feltet «Title of the request (Applicants should briefly explain the object of their requests in this field)»
• Udfylde felterne vedrørende klagerne, repræsentanten og den pågældende stat
• Indsende mindst ét bilag. Alle bilag skal være i PDF-format. Flere oplysninger om krav til dokumentformat og dokumentstørrelse findes i Terms and Conditions.
Vigtigt
Efter indgivelsen af anmodningen om midlertidige retsmidler kan klagere kun sende yderligere oplysninger eller dokumenter via ECHR Rule 39 Site, hvis Domstolen anmoder dem om det.
